Fra hjem til vuggestue
Når en I har fået plads i Valbyhøj, sender vi et velkomstbrev hjem til Jer, hvor vi opfordrer Jer til at besøge os, inden I skal starte. Her modtager I også information om hverdagen i Valbyhøj.
Vi har en primær voksen tilknyttet Jeres familie i opstarten, så der skabes en rolig opstart og et godt fundament for fremtidigt samarbejde.
Hele familien skal opleve trygge rammer med nærværende, lyttende og spørgende voksne, der kan skabe sammenhæng mellem hverdag og rutiner i hjemmet og institutionen.
Opstarten
Vi mener, at det er vigtigt, at børnene har en god og tryg hverdag hos os.
Når I starter i Valbyhøj, skal I sætte ca. 1 uge af til indkøring af Jeres barn.
Den første dag vil I blive informeret om, hvordan indkøringen skal forløbe.
Den første uge har Jeres barn brug for korte dage, da barnet bliver træt af de mange nye indtryk.
Åbningstider
Vi har åbent mandag - fredag kl. 7-17.
Der er som hovedregel planlagt 7 lukkedage om året – se punkt under Praktisk Info.
I forbindelse med ferieperioder, vil vi beder Jer tilkendegive, hvornår I forventer at holde ferie. Dette gøres af hensyn til planlægning og vikardækning.
I forhold til sommerferien, vil vi gerne vide det senest 1. marts, så personalet kan få rettidig besked om deres ferieafholdelse.
Aflevering og afhentning
Vi vil gerne have, at Jeres barn er afleveret senst kl. 9 – dvs. at I har vasket hænder, skrevet på tavlen og sagt farvel inden kl. 9.
Hvis I er forsinkede eller ikke kommer, så ring og giv besked.
Er det en anden end Jer selv eller dem, der står på stamkortet, der henter, er det vigtigt, at I giver besked. Vi udleverer ikke børn til ukendte eller hvis ikke vi er informerede om en aftale. I tvivls tilfælde ringer vi til Jer.
Det er vigtigt, at sige farvel til en voksen – helst fra stuen – men ellers til en af de andre i huset.
Tøj og sko
I dit barn garderobe skal der være: sutsko, skiftetøj, regntøj, gummistøvler, gode gå-sko/løbesko, fleecetrøje eller lign. Desuden tøj efter årstiden—flyverdragt, thermotøj osv. Vuggestuebørnene har skiftetøj i skabene på badeværelset.
Der skal altid være gode gå-sko i garderoben, som dit barn selv kan tage af og på. Sko som fx ballerina’er, Converse, klip-klapper osv., der ikke sidder fast på fødderne, hører ikke til i Valbyhøj.
Alt tøj mærkes med navn.
Sygdom
Hvis Jeres barn er sygt, modtages det ikke i institutionen.
Får barnet det skidt i løbet af dagen, ringer vi til Jer, så I kan hente hurtigst muligt.
Efter sygdom skal barnet altid have en hel dag hjemme, hvor dets almene tilstand er ok igen – og hvor der ikke er feber og opkast.
Ved smitsomme sygdomme skal I altid kontakte os, så vi kan informere de andre forældre. For at begrænse smitten, må barnet først komme igen, når det ikke smitter. Kommer barnet i institutionen uden at være helt frisk, er der på grund af nedsat immunforsvar større risiko for at komplicere sygdommen eller pådrage sig andre sygdomme.
Når barnet igen kan deltage i en normal hverdag, betragtes det som rask.
Som udgangspunkt giver vi ikke medicin. Ved kroniske lidelser og akut sygdom som feberkrampe gøres der undtagelser. Der vedlægges lægeerklæring og udførlig vejledning.
Mad
Vores kostpolitik er at servere en sund og varieret mad, som overvejende er økologisk.
I vuggestuen har vi en kostpolitik der sikrer, at børnene ikke får for meget sukker. Det betyder ikke, at vi har en nul-sukker-politik - men at vi har et fornuftigt forholdt til, at man som vuggestuebarn godt må få fx. et lille stykke kage en sjælden gang.
I børnehaven vil der blive serveret sukker i form af kage, is eller lignende i begrænsede mængder.
Forældresamarbejde
Vi ønsker at samarbejde med Jer om at skabe så gode, trygge og stimulerende rammer for Jeres barn og for alle børn i Valbyhøj.
Derfor har vi en forventning om, at I tager aktivt del i vores hverdag og arrangementer. I har desuden mulighed for at blive valgt ind i vores bestyrelse, hvor der er valg en gang om året.
Forældre vil efter 1-2 måneder i institutionen blive tilbudt en samtale. Der taler vi bl.a. om, hvordan opstarten har været og det videre forløb. Udover denne samtale er I altid velkomne til at komme og få en snak. Desuden tilbydes en samtale omkring barnet er 2 år og årlige samtaler i børnehaven.
Traditioner
Børnehaven har et fast ugentlig turdag.
Vi afholder sommerfest i juni eller august.
Vi fejrer Fastelavn.
Vi laver påsketing.
Vi afholder sommerfest i juni eller august.
Juleflip i december.
Løbende inviterer vi på "kaffe/te eftermiddage" til fælles hygge, hjemmebag og frugt.
Fødselsdage
I vuggestuen fejrer vi barnets fødselsdag ved at sætte det i centrum.
Vi synger og barnet får en lille hjemmelavet gave fra de andre børn.
Fødselsdagsmenuen aftaler vi sammen med forældrene. Slik modtages ikke.
I børnehaven må barnet gerne medbringe én kage, is eller lignende.
Frugt, nødder eller andet sundt "slik" er meget velkomment.
Vi fejrer fødselaren med fødselsdagssang, hygge og stopdans.
Har i lyst til at invitere børnehaven hjem, kommer vi gerne.
Søvn
I Valbyhøj tager vi udgangspunkt i det enkelte barns søvnbehov. Hver dag er der
faste tidspunkter, hvor børnene sover til middag, men har de brug for søvn udenfor de faste sovetider imødekommer vi også det behov.
De faste sovetider er som følger:
Vuggestuebørn under 2 år har fast mulighed for at sove i tidsrummet mellem kl. 11:30-15:00
Vuggestuebørn over 2 år har fast mulighed for at sove i tidsrummet mellem kl. 11:45-14:00
Vi vækker ikke børn inden for de faste sovetider.
Vi vækker heller ikke børn, hvis de sover ved spisetid men gemmer i stedet maden til barnet vågner.
Søvnforskning viser, at børn der sover for lidt eller for overfladisk ikke udvikler sig, som de skal. Der foregår vigtige og nødvendige processer under søvn; Søvnen retter op på dagens ubalance og er afgørende for blandt andet hukommelsen, indlæring, barnets generelle trivsel og hormonproduktion.
Et vuggestuebarns "arbejdsdag" er krævende; Barnet skal forholde sig til mange andre børn og aktivitetsniveauet i institutionen er højt. En god middagslur er derfor vigtig, da barnet har brug for at hvile og en pause fra de mange sanseindtryk.
Forskning viser at et barns nattesøvn ikke påvirkes negativt af en lang middagslur. Tværtimod kan for lidt søvn i løbet af dagen påvirke barnets nattesøvn. Hvis et barn sover uhensigtsmæssigt om natten eller har svært ved at falde i søvn om aftenen er det her, der skal sættes ind. En god nattesøvn hjælpes på vej af faste rutiner og soveritualer inden barnet skal puttes.