Du er ikke logget ind.

Sammenhæng

Alle børn og unge skal oplede en helhed i deres liv. Ved overgangen fra et tilbud til et andet skal barnet/den unge og deres forældre opleve, at der samarbejdes om at skabe en tryg og god overgang.

Pejlemærke for pædagogisk kvalitet i dagtilbud 0-18 år

I løbet af børnenes tid hos os, oplever de skift fra hjem til vuggestue, fra vuggestue til børnehave og fra børnehave til skole.

Vi mener, det er et fælles ansvar for forældre og institution at gøre disse overgange så lette som muligt for barnet og familien.

Fra hjem til vuggestue

Når en familie har fået plads i Valbyhøj, sender vi et velkomstbrev hjem til dem, hvor vi opfordrer dem til at besøge os, inden de skal starte. Her modtager de også information om hverdagen i Valbyhøj.

Vi har en primær voksen tilknyttet familien i opstarten, så der skabes en rolig opstart og et godt fundament for fremtidigt samarbejde.

Hele familien skal opleve trygge rammer med nærværende, lyttende og spørgende voksne, der kan skabe sammenhæng mellem hverdag og rutiner i hjemmet og institutionen.

Fra vuggestue til børnehave

I tiden op til at et barn skal rykke fra vuggestuen ind i børnehaven, kommer barnet på besøg – og er ofte med i aktiviteterne om formiddagen i børnehaven. Derved opnår barnet et bedre kendskab til de voksne i børnehaven og til de rutiner, der er.

Vi oplever også ofte, at barnet selv søger ind i børnehaven, når de når en vis alder og føler sig parate til det.

Inden opstarten holder vi en overleveringssamtale, hvor der deltager en voksen fra vuggestuen, en voksen fra børnehaven og forældrene. Her afstemmes forventninger – og forældrene har inden samtalen fået en folder med forventninger til, hvad man skalkunne eller øve sig på som barn, når man starter i børnehave.

Kommer barnet fra en anden institution, er opstarten som beskrevet under Fra hjem til vuggestue.

Fra børnehave til skole og fritidstilbud

Alle kommende skolestartere deltager i et fast skoleforberedende forløb kaldet Storegruppen. I dette forløb er der bla. fokus på dialog, sprog, læring og sociale relationer. Gruppen besøger også skolen og fritidstilbuddet.

Forældrene tilbydes en samtale i efteråret med henblik på at have et fælles fokus på ting, der skal arbejdes med i forhold til barnets skolestart.

Der laves vidensoverdragelse på alle kommende skolestartere og dette sendes til skole og fritidstilbud. Dette er i samspil og med samtykke fra forældrene.

Valbyhøj er desuden i Stærkt Samarbejde med Vigerslev Alle Skole, hvor der bla. arbejdes med overgangene og en vidensoverdragelse, der både giver mening for afsender og modtager.

Valbyhøj • Thyregodsvej 14 st. - 2500 Valby • Tlf 3630 2379 • valbyhoej@mail.dk